Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Alexander-personer bruger mindre kraft i simpel bevægelse

Alexander-personer bruger mindre kraft i simpel bevægelse

Publiceret d. 21. september 2016, 10:32 - 0 kommentarer.

Selv en simpel bevægelse som at rejse sig op fra en stol kan kræve en større kraftanstengelse. Men ikke, hvis man har en god koordination, som personer der praktiserer alexanderteknik har. Det er dokumenteret i et forskningsprojekt.

Hvem siger, at vi ikke kan måle det fysiske udkomme af alexanderteknik?
Neuro-forsker Tim Cacciatore gør et kæmpe arbejde med sine fantastiske måleinstrumenter.

I dette forskningsprojekt er opgaven at rejse sig fra en stol.

Kurverne viser forskellen på en person, der bruger alexanderteknik, og en, der ikke gør.
Deltagerne er blevet bedt om at rejse sig fra stolen på 1, 2, 3 og 8 sekunder.

Til højre ses resultatet af 2, 4 og 8-sekunder testen for 1 person: se, hvordan den røde kurve (ikke-alexander-personen) intet foretager sig i lang tid, hvorefter hun springer op, hvilket kommer til udtryk i den hastigt stigende kurve. Det kan måles, at der bruges et ekstra pres mod gulvet i forhold til alexander-personen, den blå kurve, hvilket nogle andre grafer viser. Alexander-personen bevæger sig derimod legato-agtigt, altså sammenhængende, uden pludselige pres fra gulvet.

Og hvad kan vi så konkludere af det?
Den blå kurve vidner om en person med god koordination, mens den røde kurve vidner om en person med en ringe.
Den blå skåner sin rygsøjle og udfører bevægelsen på den givne tid.
Den røde belaster rygsøjlen ved at gå fra ikke at bruge tiden til noget for så derefter at få meget travlt, hvorfor der også skal mobiliseres ekstra kraft. Et stort og pludseligt pres mod gulvet, som registreres her, vil hos en person uden alexanderteknisk bevidsthed resultere i et lille ”hug” fremad et sted på rygsøjlen.
Det siger sig selv, at små hug i rygsøjlen samt brug af flere kræfter end nødvendigt i benene i så simple og dagligdags bevægelser som denne er opslidende i det lange løb.

Samme tendens viste sig hos samtlige 20 deltagere i forsøget – 10 af hver type.

Hele artiklen findes i Journal of Neurophysiology