Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Alexanderteknik er også løbeteknik

Alexanderteknik er også løbeteknik

Publiceret d. 11. september 2014, 16:59 - 0 kommentarer.

Løbetræner du med knyttede hænder? Så gør du som fleste. Men den lille detalje gør intet godt for løbeteknikken.

Hvis man sætter sig på en bænk og studerer alle dem, der løber, jogger, stønner eller sprinter forbi på vej rundt om søerne i København, vil man bemærke, at langt de fleste løber med knyttede hænder. Det siger noget om, hvor ringe en løbeteknik disse fleste har.

Knyttede hænder under løb indbyder uvægerligt til at overkroppen bliver trykket en anelse ned og frem, mens armene cykler frem og tilbage. Hvilket ikke er super smart, hvis man vil have en god løbeteknik. Der gælder det ligesom under al anden aktivitet om at ”bliver tilbage i sin ryg”. Det er nemmere, eller mindre svært, når hænderne ikke er stramt knyttet sammen.

Det betyder, at man ikke skal smide rygsøjlen fremad hverken fra lænd, talje, overkrop eller nakke. Rygsøjlen skal blive, hvor den er, som når du står med alle de naturlige kurver, den har. Ingen svaj, ingen stikken hovedet fremad, ingen pressen tilbage af nogen af kurverne.

I løb er det hovedet og hele kroppen, der leder og bevæger sig fremad, mens benene flytter sig til sidst. Hvis det lyder mystisk, så find en lærer i alexanderteknik, som kan undervise dig i at få en bedre koordination uanset om du står, går eller løber. Det, der i ord kan lyde mystisk, vil blive logisk, når du får nye sanse-motoriske erfaringer.

Hvis du løber, så prøv at lægge mærke til, om du kan mærke forskel på din overkrops aktivitet, når du knytter hænderne og når du lader være.