Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Alexanderteknik - umagen værd?

Alexanderteknik - umagen værd?

Publiceret d. 21. juni 2011, 10:49 - 0 kommentarer.

Hvem gider bruge hovedet på undervisning, hvis man kan overlade ansvaret til en behandler, mens man selv sætter blikket på uendeligt?

Selvom man stensikkert kan få en hel masse ud af at få undervisning i alexanderteknik, uden at man har mærkbare problemer i bevægeapparatet, er det bare sådan, at de fleste henvender sig, fordi de har det.

Generelt har de været gennem hele møllen af behandlere, det være sig fra det etablerede som det alternative behandlervæsen. Det er mennesker, der ikke har fundet hjælp der, som vi alexandertekniklærere i stor stil ser i vores undervisningslokaler.

Man kan spørge, hvorfor de skal gå så grueligt meget igennem, før de får idéen at få undervisning. Jo – alexanderteknik er for det første ikke en almindeligt kendt mulighed – så ved man overhovedet, at den findes?
For det andet: Hvem gider bruge hovedet på undervisning, hvis man kan satse på at høre til dem, der får noget godt ud af at overlade ansvaret til en behandler, mens man selv sætter blikket på uendeligt?
Og hvem gider i øvrigt betale 350 kr for 30-45 minutters undervisning, når man kan få en behandling for 100?

Det er der nogle der gør. Her er nogle eksempler fra mit undervisningslokale.

  • En person med føleforstyrrelser og smerter fra underarmene, hænderne og fingrene sagde nej tak til tilbud om en operation, hvor den skede, som holder nerverne sammen ved håndleddet, ”løsnes” så nerverne får mere plads.
    Efter 25 lektioner på 3½ måned er smerterne i underarme og hænder væk og nu er der kun føleforstyrrelser i fingerspidserne – i kortere tidsrum og sjældnere. Denne ændring gør for eksempel, at elevens nattesøvn er blevet væsentligt bedre.
  • En person med spinalstenose, diskusprolaps, migræne, spændingshovedpine, tinnitus og flere andre diagnoser:
    Efter 2 lektioner to dage i træk: maven begynder at fungere.
    Efter 11 lektioner på en måned: ingen migræneanfald i en måned – mod de sædvanlige 9 månedlige anfald á 1-2 dages varighed.
    Desuden er humøret væsentligt bedre.
  • En person med et stort arbejdspres, som inkluderede natarbejde og med et barn under 2 år var diagnostiseret til at befinde sig umiddelbart før en egentlig diskuprolaps. På trods af, at den pressede hverdag er fortsat med uformindsket styrke hele det sidste halve år, er eleven blevet mere stabil i ryggen, og prolapsen har ikke fået lov til at udvikle sig til det værre. Tværtimod, kan jeg høre af elevens rapporter.
    Eleven har fået 30 lektioner i løbet af et halvt år.
  • En person har efter et trafikuheld lidt af kronisk hovedpine. Hun har været gennem hele møllen af behandlere – gentager, hele møllen. Siden uheldet for 8 år siden har eleven haft 9 sygedage om året, relateret til hovedpinen. I dette sidste halve år har hun endnu ingen hovedpine-sygedage haft. Desuden steg humøret mærkbart efter 10-12 lektioner – nu har eleven haft ca 70 lektioner i de sidste 14 måneder.

Disse 4 eksempler er bare nogle udpluk. Har det mon indtil videre været umagen, besværet og pengene værd? Ja, tænk, det tror jeg faktisk.
Selvom træerne ikke vokser ind i himlen.