Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Myten om mavemusklerne

Myten om mavemusklerne

Publiceret d. 16. september 2011, 10:20 - 0 kommentarer.

En prås er endelig ved at gå op for enkelte behandlere og bevægelsesinstruktører:
at det ikke er en god idé at trække maven ind og holde bugmusklerne konstant spændte. Lyt til dem! – Og til os alexandertekniklærere m. fl., der har sagt det i flere generationer. Det er en myte, at det gavner ryggen for den almindeligt fungerende person, der “bare” har udefinerbart ondt i ryggen.

Jeg har skrevet det før, og jeg gentager:

Det er ikke hensigtsmæssigt at rende rundt med konstant spændte mavemuskler. Der er uhyggeligt mange behandlere og bevægelsesinstruktører, der viderebringer myten om, at det er vigtigt at ”holde maven inde” eller ”støtte ryggen med mavemusklerne”.
Over 100 års erfaringer fra alexanderteknikken viser, at det ikke er rigtigt, tværtimod: kronisk spændt bugmuskulatur kan i mange tilfælde netop lige præcis være årsagen til smerter i lænderyggen.

De to ekstreme tilstande af en hvilken som helst muskel er spændt eller udstrakt. Musklerne fungerer ved en dynamik imellem de to ekstremer. Det er vigtigt at have muskelstyrke (muskelmasse), så de kan bruges til bevægelser, som kræver stærke muskler. Det er ligeledes vigtigt at holde sig smidig, så musklerne kan bruges til bevægelser, der kræver smidighed og bevægelighed.

Så det jeg siger, handler ikke om at man bare skal have slatne eller stive muskler eller bare lade dem passe sig selv.

Vi skal tilstræbe, at alle kroppens muskler er i god form. Herunder hører, at man også er i stand til at slippe dem. De skal være i live, klar til at blive benyttet – men det er altså ikke det samme som konstant spændte. Her snakker jeg generelt og går ikke ind i hvilke muskler man kan kontrollere bevidst og hvilke der fungerer pr. refleks.

Når man får at vide, at man skal ”suge maven ind” eller ”støtte ryggen med mavemusklerne”, fremmer man en stivhed og mangel på elastisitet, bevægelse og dynamisk formåen i bugmuskulaturen – og dermed også i hofteleddene, som ellers – hvis de bliver brugt velkoordineret – er en gave til den bevægende krop. At spænde kronisk i maven er at fodre stivheden i hofteleddene og fremme smerter og træthed i lænden. De dele af kroppen er to sider af samme sag – man kan ikke bøje i hofteleddene på en ubesværet måde, hvis man samtidigt har kronisk spændte bugmuskler – herunder bækkenbundsmuskler. Eller for den sags skyld trække vejret frit. Det skulle gerne ske pr. refleks, men hvis man modarbejder refleksen ved at spænde konstant, bliver vejrtrækningen besværlig.

Går du måske rundt og spænder tommeltotten med vilje hele tiden fordi du har fået at vide, at det kan beskytte dit håndled? Hvordan ville tommelfingeren, hånden og sågar hele armen og skulderen ikke få det af det?? Tanken er absurd, og det er lige så absurd at tro, at en kronisk spændt bugmuskulatur gavner bevægeapparatet.

Det er en myte, som er opstået fordi man ikke har et bedre forslag til alle de udefinerbare rygproblemer. Hvordan var det nu – 700.000 danskere har kronisk ondt i ryggen – må jeg foreslå at alle I, der ikke har fået hjælp af at spænde i maven lærer noget mere om koordination.

En velfungerende, smidig og stærk krop handler nemlig om bevidsthed og koordination – hvordan man så holder sig i form, er et individuelt spørgsmål.

Læs også Støt mavens befrielsesfront og Trækker du vejret med maven?