Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Børn og digitale spilledimser

Børn og digitale spilledimser

Publiceret d. 16. december 2008, 14:44 - 2 kommentarer.

Der sad de så, alle de små korbørn og flokkedes om deres Nintendoer. Sådan kunne de dele lus, spilleerfaringer og begejstring, uden at brænde sig selv ud i pauserne, og sådan kunne de sammen sidde og falde fuldstændigt sammen med hovederne dybt bøjede over maskinerne.

Når man som jeg har et 7-årigt barn, ved man, hvad en Nintendo er. Man har sikkert også en holdning til, om barnet må få én, bruge penge på én, eller netop ikke. Hvis det må, skal man så lave nogle regler for hvor meget, hvor og hvornår, der må spilles?

Stor var min overraskelse, da pædagogerne i børnehaveklassen sidste år priste disse små mini-spille-pc-er i høje toner og sagde hvor meget børnene, der havde dem med i skolen hver fredag, spillede sammen, hvor socialt udviklende de var, og hvor meget andet godt, de lærte af spillene. Jeg kan godt se deres pointe, samtidigt med at jeg har bevaret min skepsis overfor deres gunstige indvirkning på et barn. En skepsis, der går på at børnene sidder stille for længe ad gangen, ikke udvikler deres egen fantasi, får spændinger i øjne og skuldre/nakke, m.m. Jeg har konkluderet, at det gamle mundheld ”alt med måde” stadig er aktuelt.

Vi har nemlig netop været ude for, at den var fuldstændigt genial at have med til en lang dag med flere koncerter, min datter medvirkede i. I pauserne skulle hun underholdes med noget, der netop skulle skabe lidt ro, ihvertfald på det fysiske og ydre plan. Det er som bekendt et faktum, at når mange børn mødes i et stort lokale og kan gøre hvad de vil, farer de rundt – det hedder leger – og bliver fuldstændigt opkogte. Hvilket er absolut storartet, hvis det ikke lige var fordi de i vores tilfælde skulle samle sig og være klar til at optræde for et meget stort publikum – i flere omgange.

Der sad de så, alle korbørnene, og flokkedes om deres Nintendoer. Sådan kunne de dele lus, spilleerfaringer og begejstring, uden at brænde sig selv ud i pauserne, og sådan kunne de sammen sidde og falde fuldstændigt sammen med hovederne dybt bøjede over maskinerne. Én ting er, at de sidder stille i lang tid ad gangen, men måden de sidder på – det er det, jeg ser som det største problem. På samme måde som når folk sms-er: telefonen ligger helt nede i skødet, og så er man nødt til at bøje hovedet laaangt ned for at kunne se, hvad man skriver, trykke det øverste af ryggen godt og effektivt nedad, så man presser den stakkels rygrad sammen. At mere end 600.000 danskere har kronisik ondt i ryggen er ikke så mærkeligt, når det er sådan, man skriver en simpel sms x gange dagligt, og når det er sådan, man som 6-7-årig vænner sig til at sidde og presse sig selv totalt sammen – ned mod sin Nintendo.

Én af drengene i koret sad ned og spillede, mens han lignede et u, der ligger ned: selvom han faktisk sad op, var overkroppen havnet i vandret stilling og svævede parallelt med lårene. Sikkert intet problem lige nu, når han er ung og forholdsvis uslidt. Jeg håber, han aldrig får problemer med ryggen, men jeg tror desværre han er et klassisk eksempel på uhensigtsmæssig brug af kroppen, som starter tidligt og udarter sig til noget, der gør ondt.

Men det er jo også besværligt at sidde ret op og ned og holde maskinen op foran brystkassen! Jeg kan kun anbefale, at man bruger sin fantasi og finder på noget aflastende. Sid ved et bord, hvor man kan lægge albuerne. Hold en masse pauser. (Svært at sætte et barn til, som spiller, men det er muligt.) Lav korte intervaller med et stoppeur, som betyder pause – gå ud og tis, drik noget vand, løb ud med skrald, sæt en cd på og dans, læg dig på gulvet – gør noget andet! Hold pause i den der virkelig dårlige stilling, som er med til, at barnet får nogle extremt dårlige vaner i en tidlig alder. De er ikke særligt gamle i Nintendoalderen, de kan ikke styre det selv, men de fleste vil som regel godt være med til at lave nogle aftaler. Det kan jeg kun anbefale, for det lader til, at digitale spille- eller ringedimser er kommet for at blive!

Kommentarer: 2

Skrevet af Charlotte Søeborg Ohlsen d. 19. januar 2009, 14:24

Kære Signe

Fint indlæg, variation er vel kodeordet og klare regler for hvor ofte og hvor længe der spilles.
Man kunne også opfordre nintendofabrikanten til at indlægge en automatisk spillepause på nogle minutter hvert 10. min !!

Jeg kunne godt tænke mig også at få sat lidt fokus på slikkulturen hos vores korbørn og ikke mindst hos os forældre – det er jo vores tjans at få sat skik på det hele på en fornuftig og rummelig måde.
Den skal vi måske tykke lidt på i fællesskab og komme med et oplæg til resten af forældregruppen.
kh
Charlotte, mor til det krumme U Rasmus og Therese :-)

Skrevet af Signe Gad d. 20. januar 2009, 09:56

Kære Charlotte – ja, alt det sukker, det er lige til at sukke over. Der er, synes jeg, tit en sammenhæng mellem det spilleri og indtagelse af sukker. I forhold til at skabe små kvabsede børn med dårlig motorik og koncentrationsbesvær er det en herlig cocktail.
Jeg har hørt (!) at der er én i Odense, der forsker i børn, pc-spil og fedme. Og at der tegner sig en tendens: jo flere timer om ugen, man spiller, jo federe bliver man. Men det er altså bare på rygteplan…………