Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Børns brug af skærm har konsekvenser

Børns brug af skærm har konsekvenser

Publiceret d. 26. oktober 2011, 14:12 - 0 kommentarer.

Jeg nægter at tro, at det kan komme bag på nogen, at der er et markant stigende antal store børn og unge, der på trods af deres meget unge alder har de samme typer nedslidningsskader, som man ellers hidtil kun har set hos voksne, der har arbejdet i mange år.

Jydske Vestkysten bragte i går nedenstående fra Ritzau:

”DOVNE TEENAGERE FÅR SLIDSKADER

Teenagere, der ikke rør sig, får skader, der normalt først dukker op efter mange års slidsomt arbejde. Computerspil, tv-serier og timer med Facebook på skærmen giver unge problemer, der normalt forbindes med et langt, slidsomt liv på arbejdsmarkedet.

Fra 2007 til 2010 er antallet af de 12-19-åriges besøg hos fysioterapeuter med offentligt tilskud steget med 15 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Til sammenligningen er antallet af besøg af 20-60-årige steget med 3,7 procent i samme periode, skriver JydskeVestkysten.

- Det er tydeligt, at de er arketyper på den inaktive generation. De er ikke opdraget med fysisk aktivitet.

- Deres forældre har ikke været gode nok rollemodeller, og det har skolen heller ikke, siger Niels Honoré, der er sundhedsdirektør i FysioDanmark – en kæde af 36 fysioterapiklinikker over hele landet.

Han har i tre år medvirket til et projekt i Roskilde, hvor sundhedsplejersker kan henvise børn til fysisk aktivitet.

Niels Honoré oplyser til JydskeVestkysten, at både børn og unge kommer til klinikkerne med voksenlidelser, som ondt i ryggen, nakken og hovedet, der normalt opstår meget senere.

- Det, jeg synes er forfærdeligt ved at høre disse tal, er, at så mange børn skal bære dette med sig resten af livet. Der er en voldsomhed i det og en livsforringelse, som man politisk er nødt til at gøre noget ved, siger Niels Honoré.

Formand for forældreorganisationen Skole og Forældre, Benedikte Ask-Skotte vil gerne have mere bevægelse i folkeskolen, men erkender, at forældrene har et ansvar.

- Det er fristende at lade dem sidde ved computeren, så man selv får tid til at gøre nogle af de ting, man har lyst til. Så opstår der ikke konflikter, men det giver en nagende samvittighed, hvis de sidder der for længe, siger Benedikte Ask-Skotte til JydskeVestkysten.”

Læs også: Kommentar til Børns brug af Pc-spil har konsekvenser

Drenge sidder foran skærme i timevis hver dag

Børn og digitale spilledimser

Synet, kroppen og skærmen