Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Børns brug af skærm....kommentar

Børns brug af skærm....kommentar

Publiceret d. 26. oktober 2011, 15:03 - 0 kommentarer.

Vores nu 10-årige datter gik på en friskole i sine første tre skoleår. Her var det nærmest en lov, at ungerne skulle medbringe deres nintendoer hver eneste fredag. Ja, naturligvis ejer børn af det blå-lyserøde segment egen nintendo nærmest før de har lært at tælle til 2. “De lærer så meget af de Nintendoer.” lød det fra børnehaveklassepædagogerne.

Jeg vil godt slå fast, at jeg ikke ønsker mig tilbage til tider med tøndebånd og gyngehest. Selvfølgelig lærer ungerne en hel masse af de maskiner, og jeg er helt med på at de er redskaber til megen leg og læring for ikke at tale om social aktivitet. Eller skulle jeg nærmere kalde det interaktion? For aktivitet, det er jo lige præcis det, de ikke lægger op til. Ikke fysisk ihvertfald. (Her ser jeg bort fra wii og andre bevægelses-spilledimser). De lægger op til ikke bare stillesidden, men langvarig stillesidden, hvilket de færreste kan magte uden at falde sammen, så rygraden kommer til at ligne et U, der ligger på siden. Hvilket er katastrofalt for et barn med udsigt til et langt liv i en krop, der gerne skulle fungere bare nogenlunde i forhold til alt hvad et liv kan fordre af den.

“Det er jo bare én gang om ugen, de Nintendoer er med i skolen”, lød det fra de øvrige cafe latte forældre til forældremøderne.
“Ja, tihi, fredag er Syndens Dag, med masse af slik og nintendospil. Lad dem dog bare, slap dog af, det er kun én gang om ugen.”
Ungerne lærer således ikke bare af skolen men i høj grad også af forældrene at det er OK at opholde sig på sin flade i en hel dag ad gangen. I 20% af ugens skole-og SFO-tid er der ingen pauser med bevægelse, den bevægelse som er så vigtig for børn og helt særligt børn mellem 8 og 12 år. De øvrige 80 % (mandag -torsdag) sidder de også meget, men de bliver i det mindste afbrudt af frikvarterer, hvor de skal ud og bevæge sig. Men altså ikke om fredagen. Der skal de have det rigtig godt. Synde.

Det siger sig selv, at når et stigende antal børn fra 12 år søger behandling pga slidproblemer i bevægeapparatet, ja – så er det jo ikke en frisk skade, vi taler om, men langvarig ringe og nedslidende måde at bevære sig på, sidde eller stå på. Noget kunne tyde på, at de fleste af dem har siddet og faldet sammen foran en skærm i flere timer dagligt siden de var i børnehaveklassealderen.

Så jeg synes snarere, at den fredag i den skole burde kaldes Synd-For-Ungerne-Dag. Det er ikke i orden at voksne fralægger sig ansvaret for at deres børn ikke bliver rustet fysisk til at klare sig igennem livet uden at skulle frekventere behandlere og hospitaler allerede fra en meget ung alder.
Det handler om at sætte grænser og udstikke nogle umisforståelige rammer for brugen af spilledimser og andre digitale skærme for børn. Og tage de konflikter, der så følger med. Men konflikter er selvfølgelig tidskrævende. Det er meget hurtigere at lade poden selv bestemme.

Hvis det lyder som om vi i vores familie lever et fredfyldt liv med trælegetøj og pileflet, så forholder det sig ikke sådan. Vi har også et væld af skærme! Og vi har konflikter, masser, med den 10-årige om tidsforbruget foran dem. Det er opslidende og jeg hader dem. Men indsatsen med at fortælle hende, hvornår grænsen er nået, mener jeg er anstrengelsen værd. Man kan ikke forlange af en 10-årig, at hun selv kan vurdere, hvornår nok er nok. Det er det nemlig først efter 7 timer, hvis hun selv kunne bestemme. Og nu er der så dokumentation for, at det er en dårlig idé at lade børnene selv bestemme, når det gælder tidsforbrug foran skærme.