Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Hvor mange lektioner skal man have, før alexanderteknik rykker?

Hvor mange lektioner skal man have, før alexanderteknik rykker?

Publiceret d. 13. december 2013, 15:14 - 0 kommentarer.

Kan man forvente at ændre sine fysiske og/eller mentale vaner efter blot 4-6 lektioner i alexanderteknik?

Ja og nej.
At lære alexanderteknik kan til nød sammenlignes med at lære at spille på et nyt instrument. Alligevel er det ikke en helt fair sammenligning.

Man skal jo kun bruge sin spille-teknik, når man har instrumentet fremme og øver på det. Når det gælder alexanderteknik og måder at bevæge sig på, ja, så er man i sin krop og sin hjerne 24 timer i døgnet; ja, man har et helt livs erfaring med det. Derfor sidder bevægelsesvaner (“værevaner”?) afsindigt godt fast. Vores krop gør selvfølgelig det, den plejer, med mindre den får at vide, at den skal gøre noget anderledes. Det skal man bruge sin bevidsthed til at fortælle den, hvilket især i starten kræver en mental indsats.

Da de fleste af os i løbet af dagen er nødt til at forholde sig til mangt og meget, som ikke har en pind med alexanderteknik at gøre, vil vi uvægerligt ryge ind i de gamle bevægelsesmønstre, som vi kender så godt. Og som måske kan være trættende eller smertefremkaldende. Hjernen er ikke særlig vild med at gøre andet end det den plejer, så den skal have tingene at vide mange gange, før den husker, hvordan den kan styre kroppen hen mod et andet bevægelsesmønster, så det virker naturligt og selvfølgeligt. Sådan at man 24 timer i døgnet kan bruge sin krop på en velkoordineret måde.

Man bliver ikke en fantastisk musiker, hvis man kun får 6 lektioner i sit instrument. Men man har sikkert fået en rigtig god fornemmelse for, hvad det hele går ud på og et fingerpeg om, hvordan man kan komme videre. Man bliver heller ikke adræt som en gazelle efter bare 6 lektioner i alexanderteknik. Regn ikke med, at et skulderparti spontant breder sig ud til fuld bredde eller andre mirakelresultater efter kort tid.

Regn med lidt flere timer. Tag dem intensivt eller extensivt alt efter humør, tid og pengepung.

Der er flere forskningsprojekter, hvor elever får 24 timer i løbet af 3 måneder.
Erfaringen har vist, at det er et godt antal timer som den gennemsnitlige elev får rigtig meget ud af. Nogle har brug for flere, andre færre.
Men det kan måske give et fingerpeg om, hvad der skal til, før noget i ens bevægelsesmønster rykker seriøst til det mere hensigtmæssige.

Imidlertid blev et projekt i Bristol (2012) afviklet for et par år siden for kroniske smertepatienter, som fik bare 6 lektioner i alexanderteknik. Der var lettelse i sigte hos flere og mange havde meget positive oplevelser med teknikken. De fleste ønskede dog flere timer. Så 6 lektioner kan være en rigtig god start – nu også dokumenteret med forskning – men hvad forskning (2008) også viser er, at personer med lændesmerter får rigtig meget ud af 24 lektioner på 3 måneder. Fra 21 smertedage om måneden til 3 – det gælder 1 år efter sidste lektion.

Mere om forskning her