Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Hurtighed handler om koordination mere end muskelstyrke

Hurtighed handler om koordination mere end muskelstyrke

Publiceret d. 7. november 2008, 13:10 - 1 kommentarer.

Min kollega går ikke op i styrketræning. Han er vel i gennemsnitlig god form, men er ikke optaget af at blive stærk i den gængse fitness-forstand. Alligevel er han næsten dobbelt så hurtig i forhold til gennemsnittet af de andre testede personer.

For et par måneder siden var min kollega blevet indkaldt til nogle målinger, vejninger og tests i anledning af kommunens undersøgelse af borgernes sundhedsmæssige tilstand. Han stillede op i målebussen og blev blandt andet bedt om at sætte og rejse sig fra en stol, “så man kunne teste hans muskelstyrke”. Det gjaldt om at tælle, hvor mange gange, han kunne drøne op og ned fra stolen på ½ minut. Gennemsnittet var 21 gange, sagde målerlarven. Min kollega nåede det 38! Det siger ikke så lidt om hans koordination, som selvfølgelig er skarpsleben fra al hans arbejde med alexanderteknik.

Min kollega går ikke op i styrketræning, men han bruger da cyklen som transportmiddel rundt i byen, har et par små børn og dyrker yoga. Han er vel i gennemsnitlig god form, men er ikke optaget af at blive stærk i den gængse trænings/øvelses/fitness-forstand. Alligevel er han næsten dobbelt så hurtig i forhold til gennemsnittet af de andre testede personer.

Jeg ved ikke hvilke kriterier deltagerne var valgt udfra eller hvem, der stod for testene, blot at projektet var stort anlagt og lignede noget, der blev brugt mange tanker, arbejdstimer og penge på, altså et dybt seriøst projekt med gode intentioner.

Det forekommer mig imidlertid sært at drage konklusioner om hurtighed udfra begrebet muskelstyrke. Muskelstyrke er ikke en dårlig ting at besidde, men det er ligesom blevet et mantra, at muskelstyrke er lig med velfungerende krop (i forhold til bevægelse). Hvis man træner og “styrker musklerne”, så kan man løse sine problemer i bevægeapparatet, man undgår smerter og nu kan man sørme også være hurtig. Jeg er helt uenig i den kobling, men hvordan skal man ellers gribe det an, hvis man ikke har bedre idéer?
Man kan jo godt træne sine lårbasser, så man føler de bliver faste og spændstige. Til hvilken nytte, udover det æstetiske, måske velvære (=god samvittighed) og det konditionsmæssige? Hvis det er effektivitet og hurtighed det handler om, kan man få mere ud af at træne koordination. Af at lære at bruge samtlige muskler i hele kroppen, hverken for meget, hverken for lidt, men i passende grad, afhængig af opgaven. Se det giver bedre koordination – hvilket ikke blot giver mulighed for at bevæge sig hurtigt men også langsomt. Langsomt? Prøv selv, det er krævende at bevæge sig i jævnt og ultra slowmotion.

Bortset fra det ligger det ikke til os alexanderlærere at gå op i det, der kan måles, vejes og bevises. Men historien er da god alligevel. Og idéen til et kontrolleret forsøg med mange flere deltagere er hermed givet videre!

Kommentarer: 1

Skrevet af Charlotte Hultberg d. 12. november 2008, 12:47

Det er dog det mest absurd forsøg, jeg længe har hørt om. Måske det var en ide, at reklamere med alexanderteknikkens evne til at øge muskelstyrken – en helt ny dimension er hermed tilføjet.
Charlotte