Du er her: Forside » Blog om alexanderteknik i hverdagen » Støt Mavens Befrielsesfront!

Støt Mavens Befrielsesfront!

Publiceret d. 9. december 2010, 12:15 - 0 kommentarer.

Værsgo, en gave!
-hvis du tilhører den meget store gruppe af mennesker, der af mange årsager går rundt med en kronisk spændt mavemuskulatur.

Jeg har mange elever, som igen og igen får at vide af behandlere eller instruktører, at de uden stop skal ”holde på mavemusklerne” eller ”støtte med maven” eller bare ”ind med maven”. Det bliver sagt, at det er godt for at aflaste ryggen, og det tror man selvfølgelig på indtil man oplever noget andet. Det bliver så kronisk en spændt tilstand, at de også trækker maven ind, mens de sover.

Problemet er så, at de elever kommer med ondt, typisk i lænden. Når jeg så siger, at det er en myte, at det er en fordel at spænde kronisk i bækken og mave, og foreslår, at de tillader sig selv at slippe – hvis de kan – sker der ofte det, at lændesmerterne letter. At de kommer til at stå helt anderledes stabilt, at de kan trække vejret mere frit, og at de opdager andre steder i kroppen, de kan bruge på lige fod med maven, med det formål at kunne bevæge sig frit uden at miste stabilitet.

Derfor er min gave til dig, der tror på myten om den kronisk holdte mave, denne oplysning:
Man kan støtte sin krop og sin holdning væsentlig bedre ved at tillade sig selv at slippe i maven og nøjes med at bruge mave og bækkenmusklerne, når det er påkrævet. For eksempel til at understøtte sin tale eller meget tunge løft.
At det så samtidigt vil være en fordel at stifte bekendtskab med andre måder, man kan hente stabilitet og en ubesværet måde at bevæge sig på – ja, det må du nok konsultere en alexandertekniklærer om – det er desværre ikke noget man kan læse sig til. For jeg er selvfølgelig heller ikke ude på, at man bare skal lade det hele hænge ud, mens man går og kollapser.

Men prøv som en begyndelse at vove at slippe i maven.
Du er ikke den eneste, der oplever det som grænseoverskridende
Der er ikke så mange, der lægger mærke til det, som du tror……..